Selvtillid: Hvad er det egentlig, og hvordan kan du selv øge den?

Danni Liljekrans Uncategorized

Forleden havde jeg en oplevelse, som gjorde, at noget grundlæggende faldt på plads for mig i forhold til selvtillid. En forståelse, som ændrede mit syn på selvtillid. Pludselig kunne jeg genkende det i mit eget liv, på egen krop. Jeg havde vist misforstået – eller blot aldrig forstået – hvordan man opbygger sin selvtillid.

Jeg overvejede at kalde artiklen her “3 måder du kan øge din selvtillid”, men den vigtigste læring for mig, var den del jeg kommer til lige om lidt, nemlig hvor enkelt det egentlig kan være. Ikke nødvendigvis nemt, men enkelt. Nederst i artikel opsummerer jeg med 3 måder du kan øge din selvtillid.
Jeg har altid synes emnet var ret spændende, fordi det er så kæmpe-vigtigt et element for hvor godt mennesker har det. Med stor selvtillid kan du gøre den forskel du gerne vil. Du kan være den kæreste, ven, chef, kollega, forælder, du gerne vil. Derfor har jeg også glædet mig vildt meget til at skrive denne artikel. Fordi jeg håber du kan få gavn af den. Jeg er lidt stolt af den, så jeg håber du læser med til enden.

Selvtillid og selvværd

Først og fremmest er der ofte forvirring om selvtillid versus selvværd. Der er også en del vekselvirkning mellem dem, så det er forståeligt nok. Jeg ridser kort op hvad de hver især er, og hvorfor selvværdet er vigtigt, når man vil arbejde med sin selvtillid.
Selvtillid handler om din opfattelse af din evne indenfor et specifikt område: F.eks. din evne til at præstere på fodboldbanen eller din evne til at være flot og sjov. Du kan have høj selvtillid og faktisk præstere middelmådigt, og du kan have dårlig selvtillid og præstere enormt godt. Det er dit eget billede af hvad du er i stand til.

Selvværd handler om din opfattelse af dit værd – din egen opfattelse af, om du er god nok som du er. Det handler ikke om at være god til noget bestemt, men bare god nok som man er, og i sin relation til andre. “Jeg er god nok (som menneske). Jeg er er god nok som ven, partner, forælder, ved bare at være mig selv.”
Negative tanker (altså den lille stemme som fortæller én at man ikke er god nok. Som slår én i hovedet når man laver fejl) er kolossalt destruerende for selvværdet, og hvis du hører den ofte, er det værd at tage udgangspunkt i at få ændret den. Den negative stemme kan ødelægge ethvert forsøg på at opbygge en større selvtillid, fordi alle dine forsøg med noget nyt, vil blive talt ned af dig selv. Jeg kommer med et par eksempler nedenfor, og forestil dig når du læser det, hvad en ultra-selvkritisk stemme ville gøre i de situationer.

Dit selvværd kan altså have indflydelse på din selvtillid på forskellige måder. Hvis du f.eks. har et lavt selvværd og derfor ikke mener at du fortjener en given succes, så vil du muligvis ikke yde den indsats der skal til for at lykkedes, eller sabotere dig selv inden du oplever successen. Derved kan du bagefter sige: “Se selv, jeg kan ikke” (selvtilliden falder) og tænke: “Jeg er intet værd” (lavt selvværd).

Du skal bare gøre det én gang

Men lad os tage et nærmere kig på, hvad du kan gøre for at få større selvtillid. Det er nemlig 100% indenfor din kontrol. Først får du lige historien, som fik mig til at skrive denne artikel.

Mød Asit. Asit er en del af Copenhagen City Toastmasters, hvor vi træner public speaking. Asit er en ret dygtig taler, og er nu nået til de avancerede speech-projects. Han skal fortælle et folkeeventyr uden at bruge for meget kropssprog. Det magiske skal ligge i variationen i stemmen. Han gør det rigtig godt og det er tydeligt at Asit har høj selvtillid på gulvet foran de ca. 20 mennesker der er til stede. Denne gang var det min opgave at give Asit feedback. Jeg fortalte ham flere af de ting han lykkedes med, og hvorfor jeg synes de virkede. En mulig forbedring, jeg fortalte Asit, var at bruge en større variation i sin volumen. Jeg talte med ham efter mødet, og han gav udtryk for at det er lidt uden for hans komfort zone at snakke meget højt eller at hviske når han holder taler. Lige dér er hans selvtillid ikke så høj endnu. Jeg gav Asit den udfordring at arbejde helt specifikt med dette i sin næste tale. Fordi her er tricket: Ofte skal man blot gøre noget én gang, for at øge sin selvtillid indenfor det område. Når Asit har prøvet at tale højere eller at hviske, så oplever han (fordi Toastmasters er et vildt trygt miljø) at det ikke var farligt overhovedet. Om det gik godt eller skidt er underordnet. Det er ikke længere farligt, og han har nu tillid til at han kan arbejde med den volumen. Én gang, og så er der åbnet for at han kan træne hvor meget højere og hvor meget lavere han skal tale.

Et ømt emne

Det næste eksempel er lidt spøjst at skrive om, men jeg synes det er så fint og ægte, at jeg tager det med alligevel. Tilgiv mig. Det skal handle om dig nu.

Tænk tilbage på en intim situation, hvor du er sammen med en partner (varigheden af jeres bekendtskab er underordet). Der er sikkert ting, du ikke tør gøre i intime situationer, men gerne ville kunne. Du tør ikke, fordi du ikke har tillid til, at du kan gøre det elegant, maskulint eller feminint nok. Det kender jeg da i hvert fald selv. Men hvis du en dag (på eget eller din partners initiativ) prøver noget nyt, bare en enkelt gang, og oplever, at det ikke var helt så farligt som du frygtede, så giver du dig selv den gave, at kunne gøre det igen. Og med tiden måske mere yndefuldt.
Det er klart, at dette er et ømt emne, og du skal forsøge at gøre det i et trygt miljø, for du skal altid ud af din komfort zone når du skal lære noget nyt. Et par konkrete eksempler kunne være: At turde stønne lidt højere. At turde røre ved sig selv foran den anden. At turde tage tøjet af mens lyset er tændt. At turde sige noget frækt. Og så videre.
Er der er noget, du gerne ville kunne gøre uden at føle dig usikker? Så snart du har gjort det én gang, og det modtages positivt, så har du indkasseret heftigt på selvtillidskontoen på det område. Nogle gange, er den ene gang nok, til at du gør det igen med betydeligt mindre usikkerhed. Bum, du har nu hævet din selvtillid indenfor et specifikt område igen, og du kan være stolt og glad for den nye ting du kan kan.

Nu tør jeg lave VILDT grimme grimasser

Første gang jeg selv stødte på dette fænomen med “man skal bare gøre det én gang” var i min første solo-time med stemmetræner Hanne Siboni. Hun er den skønneste person og vildt dygtig (jeg kan varmt anbefale hende, hvis man vil arbejde med sin stemme!)
Vi mødtes i det her kirkelignende rum, med den smukkeste akustik og så blev jeg ellers sat på arbejde. Måden hun bad mig bevæge mig på, var langt uden for de mønstre jeg normalt havde. For at slappe af i ansigtet, lavede vi en række ufatteligt grimme grimasser. Altså, helt utroligt grimme! Men fordi jeg var i et trygt miljø og jeg overgav mig til den professionelle, fulgte jeg bare med. Det var en magisk time, nærmest meditativ. Hun fik min stemme til at lyde på måder jeg ikke troede var muligt. Denne del er vigtig, fordi det positive element forstærker effekten af den læring der foregår i øjeblikket.
Jeg har fortalt om denne oplevelse flere gange senere, fordi den gjorde så stort indtryk på mig, og flere gange har jeg oplevet, at jeg nu bare laver de der “helt vildt grimme grimasser” foran andre mennesker. Jeg skulle bare lave grimme grimasser én gang, knytte det til en positiv oplevelse. Nu er det noget jeg har tillid til at jeg kan gøre, uden at jeg tænker over, hvad folk synes om mig, mens jeg laver dem.

Hvad har du brug for at øge din selvtillid indenfor? Hvilke trygge rum kan du skabe for dig selv, hvor du tager et lille skridt mod dit mål og opbygger din selvtillid? Måske skal der bare én positiv oplevelse til at snebolden ruller.

Opbyg tilliden til, at du selv kan styrke din selvtillid

Alex Malley, forfatteren af bestselleren The Naked CEO, sagde i et interview på Forbes “The only way to build self-confidence is to take a risk and take action despite your fear of failure, messing up or embarrassment. If things work out, then you now know you can do more than you think. If things don’t work out, you now know that you can handle more than you think. Either way, you’re better off.”

Og det er ret væsentligt. For hvis du prøver noget, og det ikke går ret godt, så er du selv herre over hvilken værdi du tillægger den oplevelse. Og jeg vil anbefale dig at overveje, om ikke du kan give det værdien: “Vildt at jeg prøvede det og håndterede, at det ikke gik så godt som håbet. Jeg kan da åbenbart godt håndtere at fejle også.” Det er egentlig lidt af pointen i min artikel om at lære at fejle.

3 måder du kan øge din selvtillid

Som lovet er også 3 måder du kan øge din selvtillid. Det kan være forskelligt hvad der virker for dig, og i hvilke situationer du skal bruge hvad.

1) Udforsk i et trygt miljø
Det er vigtigt, at du i processen får en god oplevelse. Så når du vil udvide din komfortzone og selvtillid indenfor et eller andet område, så find et forum der støtter dig. Du kan altid selv vælge hvilken følelse, du giver en oplevelse (læs eventuelt: Hvad hvis du havde misforstået dine følelser), men det er trods alt lettere når folk oprigtigt støtter dig. For mig har det ofte været i Toastmasters, men også hos private som jeg stoler på (f.eks. hos Hanne Siboni) eller hos en coach.

2) Visualisér
Det er ret sejt det her. Ser du, din hjerne forstår faktisk ikke helt forskellen på visualisering og virkeligheden. Så hvis du visualiserer en situation og det positive resultat du ønsker dig, kan du træne din hjerne og forberede dig på den situation. Det nedsætter frygten, når du fysisk står i situationen. Som jeg skrev om for nyligt, så fungerer hjernen sådan at frygten faktisk “slukker” lidt for pandelappen i vores hjerne og dermed vores evne til at tænke kreativt, tage rationelle beslutninger osv. Netop derfor kan visualisering være et stærkt værktøj, hvis du arbejder med noget der trigger en frygt i dig.

Når du visualiserer, så få så mange detaljer med som muligt, for at aktivere hele oplevelsesapparatet i hjernen. Hvordan ser der ud? Hvordan er temperaturen? Hvordan dufter der? Hvilken følelse står du med i maven? Vælg en positiv følelse her. Hvad er klokken? Hvem er du sammen med? Hvilke lyde er der?

3) Opfør dig som om du havde selvtilliden. Fake it till you make it.
Jeg spurgte min gode ven Kim for nyligt, hvad der skete for et par år siden. Han gik nemlig fra at være en fantastisk ven, introvert og genert. Til at være en fantastisk ven, introvert og selvsikker. Han fik meget større selvtillid i forhold til at møde nye mennesker og kvinder. Jeg ville gerne høre, om det var en bevidst strategi han havde fulgt, eller det ligesom bare var sket. Til min overraskelse svarede Kim ret sikkert: “Jeg begyndte bare at opføre mig som om jeg havde den selvtillid. Du ved, fake it till you make it”.

Du er har kontrollen

Hele essensen af selvtillid og selvværd, er netop at det er din egen opfattelse af dine evner og dit værd. Og hvis du selv må vælge, hvorfor så ikke vælge den fedeste version? Hvis du prøver at modellere folk med stor selvtillid. Hvis du opfører dig som den person du gerne vil være, så spejler folk sig i det. Du vil opleve, at det hele tiden havde været muligt for dig at være den selvsikre person du gerne ville være.

Du er nemlig god nok. Lige som du er.
Og selvtillid kommer af at gøre ting. Ikke af at tænke over dem. Så gå ud og gør ting. Eventuelt små ting 🙂

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til emnet, så lad mig endelig høre fra dig.
Husk at jeg tilbyder gratis coaching et par måneder endnu.

Tak fordi du læste med!

Kilder og inspiration:
http://raisinglearners.com/2016/01/17/kommer-dit-barns-tro-paa-sig-selv-egentlig/
http://www.forbes.com/sites/margiewarrell/2015/02/26/build-self-confidence-5strategies/#736afa0c72ed
http://www.icoachacademy.com/blog/coaching-resources/research-papers/heather-king-the-impact-of-coaching-on-self-confidence/

 

Danni Liljekrans

Jeg er uddannet ingeniør, trænet facilitator og certificeret coach. Jeg skriver artikler om personlig udvikling, psykologi og vaner fordi jeg elsker at forstå komplicerede emner og formidle dem simpelt, samtidig med at jeg elsker at hjælpe folk til mere selvindsigt. Mit mål er at du opnår bedre relationer med dem omkring dig - og måske især med dig selv.

Forrige artikelNæste artikel