Hvorfor “Følg din passion” er et dårligt karriereråd

Danni Liljekrans Læring, Personlig udvikling

Denne artikel er en del af en miniserie på 3 artikler omkring passion og arbejdsglæde. Hvis du ikke har læst den første del, kan du finde den her.

Lad os starte ud, lige på og hårdt. Er du med på den? Here goes:

“Følg din passion” er et dårligt karriereråd.

Og hvis det provokerer dig, så læs lige med først. For hvis du allerede har fundet noget, som virkelig får dig op om morgenen, så følg det endelig! Der er også noget til dig i artiklen.
Som jeg nævnte i første del af denne miniserie omkring passion og karriere/arbejdsglæde, har jeg for nyligt læste Cal Newport’s meget interessante bog “So good they can’t ignore you – Why skills trump passion in the quest for work you love”. En bog om hvordan man finder arbejde man virkelig elsker. En af hovedpointerne er i store træk at “Følg din passion” er et ret dårligt karriereråd.

Følg din passion – hvor stammer det fra?

Men lad os først spole lidt tilbage. For hvor stammer dette råd egentlig fra? I 1968 sad en mand ved navn Richard Bolles i et møde med en række kollegaer i USA. Én af dem udtrykte sin frustration over at flere kollegaer havde “bailed out” fra organisationen, et udtryk brugt om at sige sit job op. Til det mødes skrev Richard Bolles “What color is your parachute” på en tavle, for at huske at vende tilbage til emnet om de mange der stoppede. En komisk ordleg på “bail out” uden nærmere betydning.
I mellemtiden viste det sig dog, at Richard Bolles selv var én af dem som snart stod uden job, og eftersom flere af hans kollegaer stod i samme situation og manglede gode råd til at komme videre, skrev han en 168 siders lang guide med karriereråd. Bogen fik titlen “What color is your parachute”. Han synes det var en sjov titel, men egentlig betød den sætning ikke noget dengang. Bogen var noget af det første til at beskrive, at man ved at sætte sig ned med pen og papir, kunne finde ud af hvad éns passion var. Og ved at opsøge netop den type arbejde man helst ville have, i den by man helst ville arbejde, kunne man selv skabe sin skæbne. Noget som var ganske utraditionelt i 1970, da han selv-udgav bogen i 100 eksemplarer. En tankegang som nu er blevet til “Hvis det er din passion skal du nok kunne leve af det.” Nogle siger “Ja, selvfølgelig!”, andre siger “Som om!”
Dengang virkede det næsten fjollet, men ikke desto mindre blev bogen en kæmpe succes. I dag er der solgt mere end 10 millioner eksemplarer.
Cal Newport omtaler det som “The passion hypothesis”.

Jeg har ikke læst bogen, men det er mit indtryk, at den indeholder en del mere end blot dette “følg din passion” råd, så jeg vil ikke dømme bogen, men det pågældende råd har nogle sideeffekter, især for visse personer der stammer fra generation Y (personer født mellem 1977 og 1994). En stor forskel på Generation X (og tidligere) og generation Y er nemlig, at vi i højere grad søger denne passion og mening med arbejdet som det primære. Vi har et større fokus på, at arbejdet skal “gøre noget godt for mig og bidrage til det større billede i mit liv og min karriere” end mand havde tidligere.
Men hvad så? Er det ikke fint nok? Måske. Et problem er dog, at medfødt passion ikke rigtigt eksisterer. Det er typisk ikke noget du finder inden i dig selv, som jeg skrev sidste gang. Du må gøre noget, som udsætter dig for oplevelser, der afslører at du synes noget er spændende. Cal Newport citerer en undersøgelse, hvor mere end 500 universitetsstuderende blev adspurgt om en nuværende passion i deres studietid, og mindre end 4% kunne identificere en passion som havde noget som helst med arbejde at gøre. Altså et udtryk for, at meget få har en fornemmelse for hvad deres passion er, mens de er studerende. Kritikere vil måske sige: “den er der, de har bare ikke fundet den!”, men at kun 4% skulle have fundet den, giver jeg ikke meget for.
Faren er altså, at især folk med denne søgen efter formål og passion, ender med at job-hoppe, “indtil de finder deres passion”. At de altid vil sidde med følelsen af at noget kunne føles endnu mere rigtigt for dem. Og hvis måden du virkelig finder arbejde du kommer til at elske, er ved at blive god til det – er det ikke sikkert det er en god idé at skifte karriere alt for ofte.

Du kender måske dette citat:

“You’ve got to find what you love. And that is as true for your work as it is for your lovers. Your work is going to fill a large part of your life, and the only way to be truly satisfied is to do what you believe is great work. And the only way to do great work is to love what you do. If you haven’t found it yet, keep looking. Don’t settle. As with all matters of the heart, you’ll know when you find it. And, like any great relationship, it just gets better and better as the years roll on. So keep looking until you find it. Don’t settle…”

Det sagde Steve Jobs i sin tale på Stanford University i 2005. Man kan høre det som en opfordring til at blive ved med at lede efter det dér magiske job, hvor man bare er glad og passioneret (hele tiden). Steve Jobs sagde ikke “Find din passion ved at mærke efter indeni. Find din passion ved at lede indeni dig selv.” Til gengæld er en del af Steve Jobs egen historie, at han netop ikke vidste var hans passion var. Han havde nogle interesser. Og dem brugte han tid på. Efter han droppede ud af college, fordi han ikke vidste hvad han ville med sit liv, og derfor lige så godt kunne spare sine forældres penge, havde han mulighed for at tage netop de hold han ville, og så tog han et kursus i kalligrafi, som senere fik stor indflydelse i hans karriere:

“I decided to take a calligraphy class to learn how to [learn calligraphy]. I learned about serif and sans-serif typefaces, about varying the space between different letter combinations, about what makes great typography great. It was beautiful. Historical. Artistically subtle in a way that science can’t capture. And I found it fascinating. None of this had any hope of any practical application in my life. But 10 years later, when we were designing the first Macintosh computer, it all came back to me.

Han gjorde altså noget han synes var spændende, og han blev god til det.

Historien om den passionssøgende mand

I første del fortalte jeg en historie om en mand der tog ud i verden for at finde sig selv. For at mærke efter og finde nogle sandheder indeni sig selv. Jeg lovede at komme med opfølgningen på historien, så den får du her. Manden er i øvrigt, hvis du ikke havde gættet det, mig.

I starten af august måned i 2016 var jeg i Canada på ferie for at besøge to venner, Nicole og Stephanie. Vi mødtes i 2009 i New Zealand, og nu skulle Nicole giftes, hvilket var en glimrende grund til at lave en reunion. Turen var både fantastisk og udfordrende. Fantastisk fordi jeg ikke havde set Nicole og Stephanie i mange år, og fordi Vancouver er en helt utroligt dejlig by i de smukkeste omgivelser af bjerge. Udfordrende fordi jeg hele tiden følte, at jeg burde bruge muligheden til f.eks. at lave en ny video eller skrive en artikel til min side her. Jeg forsøgte flere gange, men måtte opgive. Inspirationen var der ikke. Jeg havde brug for at give slip og bare holde ferie. Det forsøgte jeg i hvert fald at sige til mig selv. Det lykkedes nogenlunde, men primært fordi vi foretog os en masse forskellige ting. Stephanie’s bedstemor på 91(!) år har et sommerhus, der ligger helt ned til en stor sø på Vancouver Island. Der overnattede vi fire dage i slutningen af ferien. Det var helt fantastisk vejr. Næsten ikke en sky på himlen om dagen, og solnedgange med spektakulære skyformationer i orange nuancer om aftenen. Dagene gik med at læse bøger, spise, bade og ellers bare slappe af. Men på 2. dagen blev jeg igen ramt af min iver for at producere et eller andet – eller i hvert fald lave noget.
Stephanie, som er utroligt god til at slappe af når hun ikke er på arbejde, opdagede at jeg var ved at gå fra i limningen. “Danni, why don’t you just do something?”. Det var let at sige, men hvad? Der gik en halv time mere, og jeg blev stadig mere og mere rastløs, indtil hun igen udbrød noget i stil med “You’re impossible, Danni. Do something.”
Jeg fulgte hendes råd – spurgte om vi skulle tage speedbåden og stå på vandski, men hun ville hellere vente til dagen efter. “Hvad med at sejle en tur i kanoen?” foreslog hun. Hm. Jeg var ikke synderligt overbevist. Kano? Begejstret for at gøre et eller andet, fandt jeg alligevel årerne frem og inden længe var vi ude på vandet. Vandet var relativt stille, og bag bjergene stod solen højt. Det var helt perfekt. De første 10-15 minutter padlede vi uden at sige ret meget. Jeg kunne mærke min krop hver gang jeg padlede. Det var befriende bare at sidde der! Og dér slog det mig. Noget jeg ikke havde oplevet så kropsligt før. Noget jeg ikke kunne have fundet frem til ved at tænke eller at mærke efter. Koblingen mellem at være aktiv i naturen og at arbejde med menneskers udvikling er noget der virkelig gerne vil gøre noget mere af. For dét at gøre ting, og blive god til dem, opbygger selvtillid. Og selvtillid og positive oplevelser giver mod til at kaste sig ud i nye udfordringer. Det afgørende er at du gør noget, og derefter bliver dygtig.

Stephanie’s ord “Do something!” var ret vigtige for mig. De gav mig dels ideen til disse artikler, men endnu vigtigere så cementerede de min opfattelse af, at mange oplevelser af retning i livet, kommer når du gør noget.

Så hvad skal jeg bruge den erfaring til og hvorfor deler jeg den? Jeg deler historien, fordi den er et godt eksempel på hvordan en passion kunne starte. Lige pt. er det jo blot en interesse jeg har fået vækket. Næste skridt kunne være at blive dygtigere til de forskellige ting der kræves, for at kunne arbejde med udvikling af mennesker på adventure ture.

Hvornår har du oplevet noget du synes var virkelig sjovt/spændende/interessant og så enten bare ladet det passere eller ikke gjort det nødvendige for at blive dygtig nok indenfor feltet til at du kunne bruge det til noget?

Opsummering

Min pointe er altså dels, at være varsom med at forfølge din passion blindt. Hvis du konstant følger mavefornemmelsen, som fortæller dig, at NU har du måske fundet din passion, så risikerer du at skifte job og retning så ofte, at du aldrig bliver god til noget. Hvis “nye ting” hele tiden er mere spændende, fordi din søgen efter passion i virkeligheden er en søgen efter det, som føles helt rigtigt og som kommer overraskende let til dig, så er der måske ikke noget i vejen med din retning, men med dine forventninger til hvor nemt det skal være. Indse, at du må arbejde for at blive dygtig. Det gjorde alle dem du sammenligner dig med også.

Min pointe med at skrive dette indlæg er altså også at forsøge at inspirere dig til at blive dygtig – indenfor hvad som helst. Følg dine interesser (eller prøv en masse ting af, hvis du stadig søger), og bliv dygtig. Så dygtig, at du kan have indflydelse på de parametre, der betyder noget for dig. Om det så er fleksible arbejdsforhold, mere i løn eller andre arbejdsopgaver. Fleksibilitet og arbejde der er præget af noget større og mere meningsfyldt, kræver nemlig “karriere kapital” som jeg introducerede i del 1. Det kræver, at du har noget at byde ind med.

Personer der accepterer deres nuværende færdighedsniveau indenfor jobbet bliver også i den samme rolle, lønkategori og med nogenlunde samme muligheder for fleksibilitet. Hvis du er tilfreds hvor du er, så bliv endelig. Jeg prøver ikke at gøre dig forkert. Og lad ikke denne artikel få dig til at se græsset på den anden side som værende grønnere. Jeg siger blot, at hvis du vil opnå noget andet end hvad du har nu, så må du gøre dig selv mere attraktiv. Og det kan du i høj grad gøre, ved at blive dygtigere i en eller anden forstand. Dygtigere kan både være fagligt indenfor dit nuværende eller et tilstødende område, og det kan være personligt / emotionelt. Hvad har du brug for at blive dygtigere til?

Jeg håber du er blevet inspireret til at fokusere endnu mere, og blive endnu dygtigere til noget af det, som er spændende for dig.
Og nu tænker du måske, at det sjoveste er, når man bliver dygtigere uden rigtigt at tænke over det. Når det bare sker, fordi man er så nysgerrig og interesseret i et emne, at det føles som en leg. Men når det så er sagt, så bliver du ikke virkelig dygtig til f.eks. fodbold ved bare at spille kampe i weekenden. Du bliver nødt til at være mere bevidst om hvordan du øver dig. Og sådan er det med alting.

Netop hvordan man træner eller øver sig, vender jeg tilbage til i 3. og sidste del af den her miniserie omkring passion og karriere/arbejdsglæde. Der er nemlig måder at øve sig på, som giver meget større udbytte af din indsats.

Tak fordi du læste med – næste artikel kommer om 14 dage.

Hvis du kender nogen som kunne have brug af de ting jeg har skrevet her, så del endelig. Og hvis du vil have et skub eller en makker på din vej, så vil jeg med glæde tilbyde dig coaching, enten via Skype eller i København.

 

Kilder til artiklen:
http://socialmarketing.org/archives/generations-xy-z-and-the-others/
https://www.fastcompany.com/37499/what-happened-your-parachute
https://www.conference-board.org/publications/publicationdetail.cfm?publicationid=1727
http://www.nytimes.com/2014/08/31/jobs/what-color-is-your-parachute-is-still-going-strong.html
http://calnewport.com/blog/2010/10/16/the-passion-trap-how-the-search-for-your-lifes-work-is-making-your-working-life-miserable/

Afspil
 

Danni Liljekrans

Jeg er uddannet ingeniør, trænet facilitator og certificeret coach. Jeg skriver artikler om personlig udvikling, psykologi og vaner fordi jeg elsker at forstå komplicerede emner og formidle dem simpelt, samtidig med at jeg elsker at hjælpe folk til mere selvindsigt. Mit mål er at du opnår bedre relationer med dem omkring dig - og måske især med dig selv.

Forrige artikelNæste artikel