Hvordan gør man noget til en vane? Her er én måde.

Danni Liljekrans Vaner 2 Comments

Hvor mange af os ville ikke gerne blive bedre til at træne regelmæssigt? Jeg ville helt sikkert gerne. For cirka et år siden, i september 2014 hørte jeg om “The 7 minute workout”. Jeg fandt en endda app til det. Den ville minde mig om at træne blot 7 minutter hver dag. Genialt, ikke?
Hvis du ikke havde læst overskriften, og jeg spurgte dig, hvordan du tror det gik, så vil jeg vædde med at du forestillede dig noget i denne retning:

  1. Første 3 dage gik glimrende. Fantastisk følelse faktisk.
  2. Den 4 dag kom jeg til at springe over – jeg havde travlt om morgenen og så fik jeg det bare ikke gjort senere.
  3. 5 dag gjorde jeg det igen. Back on track.
  4. Så kom weekenden…

Da det blev mandag igen havde jeg på ingen måde en morgenrutine der indebar træning. Til gengæld indebar den stadig den sædvanlige snooze knap og et forhastet bad.

Det er jo bare en vane, Danni

Jeg har længe interesseret mig for vaner, og måder hvorpå man kan styre sine vaner bevidst. Én metode, måske den simpleste af dem alle, er at starte så småt at det næsten virker dumt. Men årsagen er at ofte vælger vi at gå all-in når vi starter på en ny vane. Men når vi gør det, mens motivationen er høj, så får vi problemer de dage hvor motivationen er lav.

For mig var det der virkede altså at gå NED fra 7 minutter. Det virkede næsten pinligt at jeg ikke kunne finde 7 minutter hver morgen, men her er nogle af mine udfordringer:

  1. Efter 7 minutter begynder jeg at svede. Dvs, hvis jeg tog et bad aftenen før og havde travlt en morgen, så ville jeg være tilbøjelig til at springe over.
  2. Den første øvelse i “The 7 minute workout” var sprallemanden, og det larmer lidt i min lejlighed at stå og hoppe. Det generer mig åbenbart. Min flatmate kiggede også lidt spøjst når jeg lavede sprallemanden i køkkenet om morgenen, fordi der var bedst plads.

Det handler ikke om muskler

Man kunne tro at jeg ville træne hver morgen for at blive stærkere eller lignende. Men faktisk var det mindst lige så meget for at træne min selvdisciplin. Min hjerne, så at sige.
Hvad var noget jeg mente jeg kunne gøre hver morgen? Jeg begrænsede mig til følgende:

  1. 10 mavebøjninger
  2. 10 rygbøjninger
  3. 10 armstrækkere
  4. 10 squats

Det er det. Bare det.
Det virker virkelig ikke af ret meget, vel? Nej, men jeg har gjort det der hver dag i et år nu. Det er jeg faktisk vildt stolt af.*

Hvilke gode vaner har du forsøgt at skabe? Og hvilke lykkedes/lykkedes ikke?


* Jeg har ca. 10 gange misset en træning på det år, 7 af dem på Roskilde Festival. Det vigtigste her at komme hurtigt tilbage i vanen.

* Det meste af min inspiration til mit arbejde med vaner kommer fra James Clear (http://jamesclear.com).

 

Danni Liljekrans

Jeg er uddannet ingeniør, trænet facilitator og certificeret coach. Jeg skriver artikler om personlig udvikling, psykologi og vaner fordi jeg elsker at forstå komplicerede emner og formidle dem simpelt, samtidig med at jeg elsker at hjælpe folk til mere selvindsigt. Mit mål er at du opnår bedre relationer med dem omkring dig - og måske især med dig selv.

Forrige artikelNæste artikel