Hvilke værdier lever du efter?

Hvilke værdier lever du efter? Få styr på dine prioriteter

Danni Liljekrans Læring, Personlig udvikling, Vaner

Hvilke værdier lever du efter? Vores værdier har stor styr indflydelse på vores liv, og ofte lever vi efter andre værdier end vi tror. I denne artikel fortæller jeg, hvordan du kan finde ud af hvad du egentlig styres af, hvordan du kan få styr på dine prioriteter. Som altid fortæller jeg hvordan det gik for mig, da jeg selv gennemgik denne proces.

Værdiafklaring er et af de værktøjer jeg bruger som coach. Det er en proces, som kan hjælpe dig til at få klarsyn over, hvad du egentlig bruger tid og energi på. “Fint nok”, tænkte jeg selv, “det bliver da meget interessant.”

Det gjorde det også. Meget interessant.

Lad mig starte med en påstand:
Du kender reelt set ikke de værdier du dagligt tager beslutninger ud fra – og især ikke de konsekvenser det har.
For de fleste mennesker, er den påstand bundsolid. Formentlig også selvom du lige nu sidder og tænker: “Det skal du ikke bestemme, Danni!”
Da jeg første gang arbejdede med det her, fik jeg så stor en aha-oplevelse, at jeg faktisk lavede nogle markante ændringer i mine prioriteter den samme dag. Og netop derfor har jeg også glædet mig til at dele det med dig.

Der ligger en masse frihed, fred og ro i at få afklaret de værdier du lever ud fra. For så længe du ikke er bekendt hvilke værdier du lever efter, bruger du en masse energi hver gang du står overfor en beslutning. Og endnu mere: Du risikerer at tage beslutninger igen og igen, som har konsekvenser du helst var foruden. Seriøse konsekvenser som du måske allerede spørger dig selv om: “Hvorfor er jeg stadig single? Hvorfor går mine forhold altid dårligt? Hvorfor skændes vi så ofte? Hvorfor har jeg stadig ikke den krop jeg gerne vil have? Hvorfor lykkedes jeg ikke som selvstændig?” Delvist fordi dine værdier modarbejder dig.

Du har en bør- og en gør- liste

Vi allesammen har 2 lister af værdier. En BØR liste, og en GØR liste. I dag skal du lave gør-listen. Den anden liste kender du allerede godt, for det er den du håber og tror du lever ud fra. Men der er formentlig forskel på listerne. Nogle gange små, andre gange store forskelle.

Som coach tror jeg på, at selvindsigt helt generelt er et vildt stærkt værktøj. Når du først har forstået, hvorfor du gør som du gør, er det meget lettere at gøre noget ved. Og når du har indset, hvilke værdier du lever efter, kan du også ændre dem. Det lyder simpelt, men det kan have en enorm indflydelse på dit liv.

Hvilke værdier lever du efter?

Jeg havde en coach til at lede mig gennem denne proces, og det har givetvis nogle fordele at få en ekstern til at hjælpe til, men du kan sagtens gennemgå processen alene, med din ven eller din partner.

Det var en tirsdag formiddag i starten af 2016 og jeg var i godt humør. Vi skulle finde de værdier, jeg lever efter, og de konsekvenser det har. Min gør-liste. Spændende! Min coach spørger mig så: “Danni, hvis jeg så en film om dit liv, hvilke værdier ville jeg så se at du lever efter?” Jeg tænkte mig lidt om og svarede. “Læring.. Og… glæde.” Hun spørger mig videre: “Ja, og hvilke værdier ville jeg også se, at du lever efter? Eller hvilke følelser forsøger du at opnå?” Jeg fortsatte: “venskab, og… udvikling. Frihed. Anerkendelse også!”.

På det her tidspunkt brainstormer vi blot de første 10 værdier, der kommer til mig. Dernæst prioriterer vi dem. Læring står øverst hos mig. Dernæst Udvikling. Venskab og kærlighed står betydeligt længere nede på listen. Min coach hjælper mig derefter til at finde alle de positive konsekvenser ved, at læring står så højt, som det gør. Det føles egentlig rart at fokusere på. Jeg svarer noget i stil med: “Der er mange positive konsekvenser, bl.a. at jeg føler mig vildt dygtig til mange af de ting jeg laver. Jeg er kompetent.” Derefter beder min coach mig overveje de negative konsekvenser ved, at læring står så højt. Hvad er de negative konsekvenser ved, at det står højere end “venskab” og “kærlighed”? Av. Det var ikke noget, jeg havde givet så meget tanke. Lige dér, og resten af dagen, fandt jeg stadigt flere og flere eksempler på situationer, hvor jeg havde tænkt eller sagt: “Jeg vil gerne ses med mine venner, men det er en vildt god mulighed at undervise på […]. Og jeg kommer til at lære rigtig meget af det.”

Vi fortsatte med de positive og negative konsekvenser på hele min liste af værdier. Dernæst spurgte min coach mig: “For at du kan være den person, du respekterer og gerne vil være, hvordan skal dine værdier så se ud? Skal vi rokere nogle? Fjerne nogle, eller tilføje nye?”.

Den her øvelse gav en masse indsigt, både skræmmende og meget givende. Jeg skal nok vende tilbage til hvor Læring endte på min liste.

Brug dine værdier aktivt

Hvis du har reflekteret over dine egne værdier, så gør dig selv en tjeneste og tag en blok frem eller åbn en note-app på din telefon. Brainstorm dine værdier, ved at spørge dig selv, hvilke værdier andre ville mene, at du lever efter. Hvis man så en film om dig, hvilke værdier ligger så til grund for de beslutninger du har taget? Når du har brainstormet, er næste trin at prioritere din liste. Gør det intuitivt og hurtigt. Hvis du laver den her øvelse med mig som coach er der lidt flere teknikker, men lige nu er din intuition rigelig. Overvej nu konsekvenserne ved den rækkefølge dine værdier står i. Konsekvenser for f.eks. dine relationer, dit forhold til dig selv og din krop, dit arbejdsliv, mængden af glæde i din hverdag, dine børn og din økonomi. Spørg dig selv: Hvilke positive konsekvenser har det at den værdi er her? Og hvilke negative konsekvenser har det, at den står her?

Nu starter det sjove 🙂 Du har nu mulighed for at lave en ny liste med de værdier, du gerne vil have. Hvilke værdier skal du leve efter, for at blive den person, partner eller forælder, som du inderst inde gerne vil være?

Dine beslutninger bliver lettere nu

På min nye liste tog jeg læring helt ud. Som et eksperiment, ville jeg ikke lade læring være styrende for mine beslutninger. Betyder det så, at jeg ikke længere må lære? Nej, det gør det ikke. Det betyder, at hvis jeg står og vælger mellem et aftenkursus og at bruge tid med et menneske som er vigtigt for mig, så vil jeg fremover prioritere den relation over min egen læring. Den yderste konsekvens ved ikke at gøre dette, er at mine venskaber forsvinder og jeg ender som 50 årig single. Ikke ret attraktivt. Min coach påpegede så fint at, når man ser tilbage, så ligger læring så dybt i mig, at jeg ikke behøver være urolig for at min læring stopper. Jeg kan afsløre at Gøre en forskel for andre, Kærlighed, venskab er i min top-5 nu.

Denne proces har betydet, at det har været betydeligt lettere at tage beslutninger om, hvad jeg bruger min tid på. For eksempel takkede jeg pænt nej til en ellers vildt fed mulighed for læring og udvikling som underviser og facilitator i True North. Et arrangement som jeg faktisk allerede havde tilmeldt mig. I stedet valgte jeg at bruge tid på en relation, der er vigtig for mig. Det føltes fantastisk godt på dagen, og jeg følte, at mine handlinger stemte mere overens med den person jeg gerne vil være.

 

Jeg har lavet den proces her flere gange, og det er altid magisk, når en person indser både de positive og de negative konsekvenser ved deres værdier.

Hvilke værdier lever du efter? Hvilke værdier står på din før- og efter liste? Og hvilke positive/negative konsekvenser har du opdaget? Jeg håber, du vil dele dine tanker på min Facebook side. Hvis du har lyst til, at jeg støtter dig i processen, så kontakt mig med det samme og lad os snakke om, hvordan vi bedst gør det for dig.

Tak fordi du læste med.

 

Danni Liljekrans

Jeg er uddannet ingeniør, trænet facilitator og certificeret coach. Jeg skriver artikler om personlig udvikling, psykologi og vaner fordi jeg elsker at forstå komplicerede emner og formidle dem simpelt, samtidig med at jeg elsker at hjælpe folk til mere selvindsigt. Mit mål er at du opnår bedre relationer med dem omkring dig - og måske især med dig selv.

Forrige artikelNæste artikel