Hvordan domino-effekten kan hjælpe med at opnå vores mål

Danni Liljekrans Læring, Personlig udvikling Leave a Comment

Nogle gange rammer virkeligheden mig, og så overvejer jeg, at nogle af de mål jeg har sat mig for at opnå, eller nogle af de drømme jeg har, er urealistiske. Jeg tager mig selv i at tænke: “Det er jo åndsvagt og urealistisk det der, Danni!”
Hvis jeg alligevel forsøger at lave en plan, virker de første trin okay, men på et eller andet tidspunkt hopper kæden af, og så er det igen håbløst.

Det, jeg deler med dig i denne artikel, gælder ikke kun flotte “mål jeg kan vise frem på Instagram”, men er helt generelt i sin kerne. Det kan også anvendes, hvis du vil:

  • Have en tættere relation med din partner.
  • Leve sundere og komme i den form du drømmer om.
  • Være mere effektiv med din tid og undgå de overspringshandlinger der hele tiden stopper dig.

 

Kender du den følelse?

Jeg har gode nyheder til dig. Det er noget, du formentlig godt ved, men måske har glemt, og det ændrer situationen betydeligt.

Domino effekten

I 1983 skrev Lorne Whitehead i The American Journal of Physics, at en domino brik kan gøre meget mere, end bare at starte en kædereaktion. En domino brik kan faktisk vælte en anden brik som er 50% større end den selv.1

Tag f.eks. en række på 8 domino brikker, hvor den første er standard 5cm høj.

  • Domino 1: 5 cm (alm størrelse domino)
  • Domino 2: 7,5 cm
  • Domino 8: 85 cm!

Det eksperiment skal man næsten se udført i virkeligheden. Og det var netop hvad de gjorde på San Fransisco University:

Den første domino brik vil aldrig kunne vælte den store brik. Det er klart. Men kædereaktionen kan starte med den lille bitte brik der står forrest, og faktisk ende med at være starten til noget meget større. Bogstaveligt talt.

Hvordan virker det så i den virkelige verden?

Tilbage til virkeligheden

Hvis du begynder at overveje det, så sker det hele tiden i vores egne liv.

Jeg kan f.eks. identificere følgende domino effekter i mit liv:

Min kreativitet er blomstret, jeg tør drømme større og tænker seriøst om min virksomhed. Jeg sagde mit job op i 2016. Det gav mig tid og ro i hverdagen, hvilket startede en kædereaktion af kreativitet. Jeg oplever en helt anden energi og drive for at handle på de ideer jeg har, og jeg tillader mig selv at drømme større. Jeg tror endnu ikke jeg ved hvad den helt store domino brik er i den sammenhæng her.

Mit hjem roder i perioder. Det starter altid med en enkelt lille ting, som f.eks. noget tøj jeg efterlader et sted. Så lægger jeg noget andet ved siden af. Nu har jeg en “bunke”. Papiret som egentlig bare skal smides ud, ligger nu i en lille bunke på bordet. Når jeg kommer hjem til det her, tænker jeg ikke udelukkende store tanker om mit hjem eller min evne til at leve pænt. Jeg er ikke stolt af den her, men jeg ville lige være ærlig – vi har allesammen både positive og negative versioner af domino-effekten i vores liv.

Nærvær og ro i aftentimerne. Jeg sætter min telefon på flight-mode om aftenen en times tid inden jeg går i seng. Det giver mig mere ro inden jeg går i seng, og bedre søvn. En sideeffekt er at jeg får nogle gode snakke med min roommate, fordi jeg ikke bliver forstyrret af andre.

Den omvendte situation kan også ske: Jeg tager min mobiltelefon med over til sengen, og i dét øjeblik jeg ikke kan sove, tager jeg mobilen, åbner Facebook og ligger nu vågen en time og læser ligegyldige nyheder. Den lille domino brik var at jeg tog mobilen med over til sengen.

Jeg tomlede fra Danmark til Bosnien og tilbage på en måned for bare 4.200 kr. Som studerende ville jeg gerne kunne rejse billigere, og den første domino brik var, at jeg oprettede mig på Couchsurfing.org og startede med at få besøg af nogle personer der rejste til Danmark. Én af dem fortalte mig om hans rejser, og blandt andet hans oplevelser med at tomle – også i Danmark. Det gav mig lyst til at prøve at tomle i Danmark og senere var jeg tryg nok ved at tomle og havde mulighed for at finde gratis overnatningsmuligheder i Europa via Couchsurfing.

Jeg spiser og lever nogenlunde sundt. Om morgenen træner jeg ca. 5 minutter. Bare 5 minutter. Det giver mig energi og starter dagen med at jeg vælger noget “sundt” til. I bogen Influence af Robert Cialdini forklarer han at en stor del af vores vaner kommer af princippet om “commitment and consistency”. Altså, at de ting vi gør, påvirker vores selvbillede og gør, at vi ubevidst tænker: “Jeg er sådan én som…” Det betyder altså, at hvis vi starter dagen med at redde sengen eller træne i 5 minutter, så fortæller vi os selv: “Jeg er sådan en som bor ryddeligt” eller “Jeg er sådan én som lever sundt”, og det vil vi gerne leve op til, hvilket starter kædereaktionen af positive handlinger.
Det modsatte kan selvfølgelig også ske.

Vælg den rigtige domino brik

Det handler ikke altid om bare at vælte en eller anden domino brik. Det handler om, at starte med den rigtige. Den, som kan starte en kædereaktion. Ofte så ved vi endnu ikke hvilken domino brik, der kunne være starten på, at opnå de større mål, men vi kan træne os selv til at finde den.

I bogen “The One Thing” af Gary Keller, beskriver han hvordan man, med stort udbytte, kan spørge sig selv: “Hvis mit mål er [X], hvad er så det vigtigste sted at starte?” Han fortsætter med at indsnævre: “Og hvis dét er det vigtigste sted at starte, hvad er så den allervigtigste ting jeg skal gøre nu, for at komme i gang?”.

Eller sagt på en anden måde:

Hvad er den ene ting, hvor hvis du får dét gjort, så bliver alle de andre ting nemmere eller unødvendige?

Målet er altså at komme helt derned, til den første domino-brik, hvor det er opnåeligt indenfor en kort tidsbegrænsning og med vores nuværende evner og muligheder.

Som han også skriver i bogen: “Succes er ikke noget der sker simultant. Det er sekventielt”. Der er altid noget du må gøre, før du kan gøre det næste. Din opgave er, at finde ud af hvad du skal gøre først, som har størst indflydelse i længden.

Skab momentum

Vores hjerne godt kan lide konsistens, og vil derfor hjælpe os med at forblive som vi er. Det sparer energi og vi lever op til, hvad vi plejer at være. Det kan vi udnytte, og tricket er at finde ud af, hvilken lille domino brik du kan starte med.
Momentum gør det muligt at fortsætte med brikker endnu større end du oprindeligt turde drømme om.

Hvilke domino-brikker kan du starte med at vælte?
Hvad er den ene ting, som kan starte en kædereaktion mod dét du gerne vil opnå som det næste?

 

Danni Liljekrans

Jeg er uddannet ingeniør, trænet facilitator og certificeret coach. Jeg skriver artikler om personlig udvikling, psykologi og vaner fordi jeg elsker at forstå komplicerede emner og formidle dem simpelt, samtidig med at jeg elsker at hjælpe folk til mere selvindsigt. Mit mål er at du opnår bedre relationer med dem omkring dig - og måske især med dig selv.

Forrige artikelNæste artikel